Om vi taler kunst, tøjmode eller møbeldesign, så er byens farver og fysiske bygningsudtryk selvfølgelig også præget af skiftede stilperioder – og for Københavns vedkommende ikke mindst af centrale skikkelser blandt byens fremmeste arkitekter og bygmestre. Her kan således gøres ophold enten ved stilperioder, ved skiftende embedspersoner som arkitekturprofessorer eller overbygmestre – eller ved Københavns brande i 1728 og 1795 samt englændernes bombardement af København i 1807.
Kilderne kan være samtidig korrespondance, kongelige forordninger, kunstneriske fremstillinger, brandtaksationer, håndværkerregninger og farvearkæologiske undersøgelser – ja, indimellem tilmed skydeskiver bemalt med de bygningsmonumenter, som skivernes ejere stod som stolte bygherrer for eller som ejere af.
Udgangspunktet for farveholdningerne i byen har i århundreder været de materialer, bygningerne er opført med, først og fremmest tegl og sandsten af diverse arter. De har kunnet forskønnes – men i tilfælde af bemaling ofte med kulører svarende til materialernes – eller imiteres. Træværket – henholdsvis vinduer og porte – har periodevis været farvesat mere kulørt end i vore dage, hvor vinduer ofte er sat i hvid eller grå og porte i den mørke ”københavnergrøn”.
En hurtig overflyvning som denne kan aldrig blive mere end stikordsvise nedslag.
Hver af Københavns brande i 1728 og 1795 blev på mange måder et kvantespring i den københavnske bygnings- og arkitekturhistorie. Rammerne for genopbygningen efter branden i 1728 blev udstukket af overlandbygmester Johan Cornelius Krieger, der fik i opdrag at formå bygherrerne til at bygge i grundmur frem for bindingsværk – ikke mindst af brandhensyn. Facader skulle ifølge Krieger bestå i blankt murværk med vinduesindfatninger malet grå som sandsten. Kravet om grundmur blev droppet få år senere, og resultatet blev blandt andet bygninger opført i bindingsværk, der ofte var farvesat mangfoldigt.
I dag er sydsiden af Gråbrødretorv en af de bedst bevarede husrækker fra tiden lige efter 1728. Farvearkæologiske undersøgelser viser, at de dominerende farver var rød og gul.
Træværket – i hvert fald vinduerne – fremstod hyppigst i en ret mørk, kølig grå – i litteraturen betegnet som perlegrå.
Når bygningerne var tilføjet dekorationer, var de udført i sandsten – eller blandt mindre velstillede – efterlignet med puds og farve.
Omkring 1750 indledtes planlægningen og opførelsen af Frederikstaden, der skulle præges af smukke, regelmæssige facader. Fire adelige bygherrer fik til opgave at opføre hvert deres palæ – det senere Amalienborg – i Frederikstadens centrale akse. De fremstod alle fire med en ensfarvet, grå oliemaling med perlegrå vinduer og okkergule sideporte.
Her var farver: Nemlig de mange lys- og skyggevirkninger fra sandstensfacadernes forfinede relief!
Sandsten findes fra naturens hånd i varierende kulører. Indtil midten af 1750’erne anvendtes typisk gotlandsk sandsten – en mørk, blågrå sten – og den mere gulliggrå bremersandsten; siden brødes sandsten på Bornholm. Her bredte farvepaletten sig over alt lige fra sart rosa over gul til blågrå eller ligefrem violet.
Laurids de Thura overtog i Frederikstaden, hvor Eigtved slap, da denne døde i 1754. Således færdiggjorde de Thura Frederiks Hospital i Amaliegade/Bredgade. Her var facaderne betrukket med glat puds som et nyklassicistisk træk.
I samme periode – dér i 1750’erne – kom den franske arkitekt N. H. Jardin til Danmark og bragte for alvor nyklassicismen med sig. Her er nogle af trækkene at ligne med ophængte guirlander, blændingsfelter og antikke vaser. Også her skulle lys og skygge alene danne den fornødne kontrast til murværket. Et karakteristisk eksempel er Thotts Palæ på Kgs. Nytorv.
I anden halvdel af 1700-årene møder vi arkitekturprofessor C.F. Harsdorff. Han ansøgte om og fik kongens approbation til at opføre sit eget hus, der både skulle fremstå mere brandsikkert og blive til et æstetisk forbillede for byens borgere. Ejendommen er Kgs. Nytorv nr. 5 og kom ganske rigtigt til at danne forbillede for hele kvarterer opført efter branden i 1795.
Branden i 1795 blev ensbetydende med nye krav til bredere gader og afskårne hushjørner. Genopbygningen blev i høj grad præget af Harsdorff, da mange af håndværkmestrene havde været hans elever på akademiet.
Vi fik Højbro Plads, da en karré på arealet ikke blev genopført, og her blev de dekorative elementer udført i grårosa sandsten – hvor der ellers var råd; ellers blev de trukket op med puds og farvet som sandsten.
Nogle enkelte bemærkninger om et uundgåeligt arkitektonisk træk, der endnu er bevaret i rigt mål: Tempelfacaderne.
Tempelmotivet – ren klassicisme – blev indført med C.F. Harsdorff med inspiration fra den italienske renæssance. Bygningsfacaderne var pudsede, og de imposante søjler – fritstående eller tilføjet som pilastre - var udført i sandsten i varierende kulører, dog ofte – synes det – i rosa.
Blandt de talrige klassiske og endnu bevarede bygningseksempler er Herkulespavillonen i Frederiksberg Have, Det Classenske Bibliotek i Amaliegade og Gustmeiers Gård Ved Stranden, over for Christiansborg.
I begyndelsen af det 19. århundrede støder vi på anlæggelsen af blandt andre Kronprinsessegade. Henset til farver har gaden formentlig stået livligere end i dag, om end Kronprinsessegade 30 (Davids Samling) fra begyndelsen har stået i sine mørke tegl, tilføjet en rødbrun overfladebehandling i hvert fald før 1852.
Begge facadeudtryk blev udbredt i årene herefter. Et tiltagende antal helt lyse facadekulører og hvid stødte på advarsler fra fagfolk: De blænder i solen, afslører smuds og forurening og bliver ikke kønne. I 1858 skred man endda til helt at forbyde hvide facadefarver ”mod fremmed grund”.
Flere navnkundige byggerier skiftede kulør fra hvid til gul: Således Nyboder, der før 1865 fremstod i hvid, og den tidligere hestegardekaserne ved Frederiksholms Kanal.
Kongelig hofbygmester C.F. Hansen satte sit præg på København i første halvdel af 1800-årene med bygninger som Domhuset på Nytorv, Christiansborg Slotskirke og Vor Frue Kirke. Væk var nu al pynten; her herskede rene, enkle linjer. Hansens brug af farver – ud over materialernes egne – kendes i øvrigt kun i begrænset omfang.
Især Københavns bombardement i 1807 medførte opførelsen af en ny bygningsmasse. Borgerhusene opførtes i vidt omfang med facader i blank mur med en underfacade i grå puds eventuelt med en oliemalet gipsfrise. Mange offentlige bygninger – som C.F. Hansen selv stod bag – fik pudsede overflader; måske for at skjule brugen af genanvendte mursten. De pudsede flader kunne udføres med bornholmsk cement, hvilket gav en forsigtig grårosa.
Selv om det på disse linjer antydes, at København grundlæggende ikke stod voldsomt kulørt, så er det åbenbart en sandhed med modifikationer. I hvert fald anså bystyret det for nødvendigt at indføre smagsbestemmelser i 1808, hvorefter kulørte farvesætninger først skulle godkendes hos overbygningsdirektøren, der ikke var nogen ringere end C.F. Hansen. Det kostede penge at ansøge om en sådan godkendelse – beregnet på baggrund af byggeriets omfang. Bestemmelserne blev i nogen grad ignoreret af de københavnske bygherrer, og politietaten blev indforskrevet til at forfølge de værste syndere.
1820’ernes udbredte brug af lyse pastelfarver i boligkvartererne ansås for skadelige for øjnene, og myndighederne prøvede at udvirke en præference for (grålige) sandstensfarver.
Det blev Michael Gottlieb Bindesbøll, der i et helt nyt omfang bragte farver til byen. Hans inspiration var blandt andet de genfundne farver anvendt i Antikken. Hans største monument må endnu den dag i dag være Thorvaldsens Museum, der stod færdigopført i 1848.
Georg Friedrich Hetsch – professor i arkitektur ved Akademiet og indvandret fra Tyskland i 1815 – foreskrev ”lyse og varme, grågule eller rødlige toner”. I modsætning til tidligere tiders hyppigt gule porte anbefaledes nu ådring overfladebehandling.
Materialeteknisk svor Hetsch til den nye Portlandcement, hvis overflade efter hans opfattelse kunne stå alene. Man kan ikke kalke på cementpuds, og fra midten af 1800-årene blev oliemaling den helt dominerende facademaling. Det gav i øvrigt mulighed for at male tekst på facaderne, hvilket detailhandelen tog overordentlig godt imod.
Omkring 1860 faldt voldene omkring København, og i de følgende år opførtes stribevis af nye boligkarréer. Mange af disse er præget af den historicistiske epoke med facader præget af tegl kombineret med en sandstensimitation. Inspirationen kunne være italiensk eller fransk renæssance.
Den tunge historicisme søgtes brudt med Art Noveau og Jugendstil ved forrige århundredskifte. Disse to genrer manifesterede sig dog kun i begrænset omfang i København – i modsætning til Jugendstilens ”hovedstæder”: Prag og Wien. Den danske arkitekt, Anton Rosen (arkitekten bag blandt andre Palace Hotel på Rådhuspladsen og Tuborgs administrationsbygning i Hellerup), var en af de få, der bekendte sig til Jugend.
Sammenfattende støder vi på de mest kulørte bygningsfacader under renæssancen og barokken, mens rokokoen – fra første halvdel af 1700-tallet – foreskrev afdæmpede facader, hvor effekterne skulle findes i ornamenternes og murværkets skyggevirkninger. Siden fulgte klassicistiske og nyklassicistiske glatpudsede og lyse facader med arkitektoniske elementer i grårosa, bornholmsk sandsten afløst af C.F. Hansens køligere arkitektur.
Træværk – især vinduer – kunne i barokken være decideret kulørte, men blev med rokokoen mere mellemgrå.
Og i dag? I dag har vi mere frit spil, og desto vigtigere er det – i forbindelse med renoveringer og ombygninger – at dokumentere den enkelte bygnings historie. Der skal være noget at vende tilbage til.
Kilde:
I 1996 udgav Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag bogen Københavns Farver skrevet af restaureringsarkitekten Bente Lange. Bogen var den første og hidtil eneste samlede fremstilling af historien om byens farver gennem tiden. Den bygger blandt andet på undersøgelser af et repræsentativt udvalg af bygningsfacader, herunder farvearkæologiske undersøgelser.
Københavns Farver er grundlaget for nærværende artikel, og Københavns Malerlaug takker for lån af illustrationerne.
Udgivelsen Københavns Farver skete samtidig, som Københavns Malerlaug i forlængelse heraf udsendte en historisk farveprøvesamling med eksempler på historiske, københavnske facadefarver.
