– Tænk engang at kunne flere 400 års fødselsdag! Tænk, hvad jeres medlemmer har været med til i årenes løb – tænk hvilke ikoniske rum, lokaler og bygninger, I har strøget over: Amalienborg, Christiansborg, Børsen, Operaen og disse flotte lokaler i Martin Nyrops rådhus1
Sådan lød det, da beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Erik Lütken (V) bød medlemmer af Københavns Malerlaug og laugets gæster velkommen til en reception i Festsalen på Københavns Rådhus den 4. maj i anledning af laugets 400 års jubilæum.
Ud over at hylde det historiske malerfag betonede Jens-Erik Lütken, at København har god brug for malerfaget:
– En vigtig dagsorden for mig som beskæftigelses- og integrationsborgmester er at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. I kan være med til at forme fremtidens arbejdsmarked, og derfor håber jeg, at vi kan have et tæt samarbejde om den dagsorden – for de unges skyld, for Københavns skyld lød det.
Oldermand Per Vangekjær betegnede dagens reception som et højdepunkt i laugets festligholdelse af 400 års jubilæet.
– Uden by, intet malerfaget. Men så – på den anden side – uden malerfaget: En meget grå og trist by! konstaterede Per Vangekjær, der betonede betydningen af byens og fagets samvirke gennem århundrederne.
Som et særligt indslag causerede arkitekt, partner i C.F. Møllers Tegnestue Lone Wiggers over farvernes betydning for os mennesker – og dermed også byens farvers betydning. Med reference til de gule Nyboderhuse og de omvendt mere kulørløse kartoffelrækker besked hun, hvordan farveholdninger også i dag indgår i lokalplaner, der skal skabe en samlet identitet. Således skal bygninger i Carlsbergbyen holdes i nuancer, der taler til det oprindelige byggeri opført af bryggeren selv.
Ikke mindst dannede dagen rammen om offentliggørelsen af konservator ved Nationalmuseet Johanne Bornemann-Mogensens bog “Malet” – om farver og materialer i det 20. århundrede. De heldige receptionsgæster kunne få et signeret eksemplar med hjem.
Dagen blev naturligvis afsluttet med servering af de traditionsrige Rådhuspandekager.
Foto: Henrik Nielsen